Sparekassen tjener penge, men taber på presset landbrug

Arkivfoto: Den Jyske Sparekasse


Selvom Den Jyske Sparekasse med hovedsæde i Grindsted i går kunne præsentere et halvårsregnskab med plus 5 mio på bundlinjen, så betegner adm. direktør Claus E. Petersen resultatet som ikke tilfredsstillende. Det er nemlig 38 mio. kr. mindre end hvad sparekassen forventede i begyndelsen af året.

Og det er såmænd ikke fordi sparekassen ikke kan finde ud af at tjene penge, snarere tværtimod. Den Jyske Sparekasse havde budgetteret med en primær indtjening på 112 mio, men faktisk endte indtjeningen på 119 mio.

Forklaringen skal snarere findes i et presset landbrug:

– Årsagen til, at resultatet ikke er tilfredsstillende skal igen findes i sparekassens nedskrivninger, der fortsat er på et for højt niveau. Nedskrivningerne udgør ca. 70 mio. kr. mere end vi forventede ved årets begyndelse. Hovedparten af nedskrivningerne kan endnu en gang henføres til sparekassens udlån til landbrugskunder, der udgør en stor andel af sparekassens samlede udlån. Vi må desværre erkende, at det vi, ved udgangen af 2015, vurderede som ”worst case” for landbruget, i løbet af 2016 er blevet værre, siger adm. direktør Claus E. Petersen.

Der er heller ikke meget der tyder på, at nedskrivningerne bliver bedre resten af 2016:

– Med udgangspunkt i landbrugets fortsat svære prismæssige situation – især i relation til mælkeproducenter – forventer vi også i 2. halvår 2016 væsentlige nedskrivninger på vores udlån til landbrugskunder. Vores forventninger for 2016 er således et positivt, men beskedent resultat før skat, lyder det fra sparekassedirektøren.