Sydvest Crossløb igen til Sdr. Omme

Arkivfoto: Sdr. Omme IF Atletik og Motion


Lørdag 27. januar lægger Sdr. Omme endnu engang græs, grus, skov og natur til en afdeling af DGI’s store vinterløbsserie, Sydvest Crossløb.

Det er Sdr. Omme IF Atletik og Motion, der sammen med DGI Sydvest og Bevæg dig for livet Løb, står bag motionsløbet, der i år forventes at trække op mod 500 deltagere og som senest besøgte Billund Kommune 18. november 2017 i Gyttegård Plantage. Løbet i Sdr. Omme er 6. ud af i alt ni afdelinger af en vinterserie, som DGI i denne sæson afvikler i bl.a. Esbjerg, Varde, Ribe, Nr. Nebel, Læborg og Billund.

– Crossløb er sjov og udfordrende løb, der med garanti får pulsen op. Modsat de traditionelle flade motionsløb på asfalt, så foregår crossløb i terrænet på afvekslende ruter i skove, på grus, græs og små stier. Noget der er med til at bevare motivationen i vinterhalvåret og samtidig udfordrer både din teknik og kondition som løber, fortæller Jesper Møller Thomsen fra Sdr. Omme IF Atletik og Motion.

Afdelingen i Sdr. Omme er åben for alle, uanset alder og niveau – og du behøver ikke være med i en løbeklub for at deltage. Løbet foregår på en 2,5 kilometer lang tilskuervenlig rute, som deltagerne enten kan løbe en, to eller tre gange – altså en tur på enten 2,5, 5 eller 7,5 kilometer.

– Det er et meget socialt og familievenligt løb. Hvis man ikke løber ligeså hurtigt som sine børn, møder man dem undervejs, siger Jesper Møller Thomsen.