Tænk før du ringer til vagtlægen

Vagtlægerne i Region Syddanmark vil hellere bruge tid på akutte patienter end på glemsomme syddanskere, der skal have fornyet p-pillerecepten. Modelfoto


Brug lægevagten med omtanke. Det er budskabet i en ny kampagne fra Region Syddanmark, der følger op på en lignende kampagne fra sidste sommer. Det klare formål er at få syddanskerne til at vente med de mindre akutte lidelser til egen læge har åbent igen. Dermed skabes der plads til virkelig akutte tilfælde.

– En ørevoksprop kan være træls. Den kan give susen for ørene og få alt til at lyde, som om man ligger i et akvarie. Børneorm kan også være en irriterende lidelse. Det klør helt enormt meget. Men fælles for både ørevoksproppen og børneormen er, at de ikke er så akutte, at man bør ringe til lægevagten med dem. Man bør i stedet vente til egen læge har åbent igen, lyder det i en pressemeddelelse fra Region Syddanmark.

For der er nemlig alt for mange opkald med lidelser, der godt kunne vente til egen læge åbner dagen efter igen. Og dét skal der gøres noget ved:

– Vi har alle en interesse i, at man kan komme hurtigt til lægevagten, hvis man har akut brug for hjælp. Og når man ringer ind med ørevokspropper, fornyelse af p-pille-recepter og lignende, så kan man skabe længere telefonkø for de mennesker, der sidder med noget akut og alvorligt, siger formanden for Udvalget for det nære sundhedsvæsen, Bo Libergren (V).

Kampagnen sender blandt andet regionsrådsmedlemmerne ud og møde syddanskerne i en række udvalgte storcentre i regionen – blandt andet Kolding Storcenter nu på torsdag.