Testbiler bliver weekenden over i Grindsted og Billund


Smittetallet i Billund Kommune stiger fortsat. Onsdag var der konstateret 36 smittede borgere med COVID-19 inden for de seneste syv dage. Derfor har Billund Kommune fået arrangeret, at Region Syddanmarks testbiler, der i øjeblikket er til stede i både Grindsted og Billund, vil blive her weekenden over.

Formålet er, at man kan blive testet, hvis man har været et sted, hvor der har været risiko for smitte. Det kan for eksempel være, hvis man bor i lejlighed og har hørt, at en eller flere naboer i opgangen er blevet smittet. Det kan også være, hvis man har været til familiefest i weekenden eller deltaget i en anden begivenhed med mange mennesker.

– Man kan godt være smittet med COVID-19, selvom man ingen eller kun svage symptomer har. Det betyder, at man desværre kan smitte andre, uden at man selv ved det. Testbilerne hjælper os med at opspore disse ’usynlige’ smittekæder, så det bliver muligt at forebygge yderligere spredning, siger Lene Bruun, leder af HR og Sundhedsstaben i Billund Kommune.

Smitten spreder sig i øjeblikket især i Grindsted, men der er også smittetilfælde i flere af kommunens andre byer og i alle aldersgrupper. Derfor er det generelt vigtigt, at man husker at holde afstand og spritte af, når man mødes med andre. Indtil smitten aftager igen, kan man også overveje at begrænse sin deltagelse i private sammenkomster og foreningsaktiviteter.

– Det er vigtigt at være åben omkring det, hvis man er blevet smittet, så familie, venner og bekendte kan vurdere, om de skal lade sig isolere og teste. Det kan ske for alle, at man bliver smittet. Det vigtige er, at vi hjælper hinanden med at få styr på sygdommen, siger Lene Bruun.

Testbilerne vil være til stede på følgende tidspunkter:

Grindsted: Torsdag, fredag, lørdag og søndag. Alle dage fra klokken 9-16 på Tårnvej 32, 7200 Grindsted.

Billund: Torsdag, lørdag og søndag. Alle dage fra klokken 9-16 ved hal 3 i Billund Idrætscenter, Kærvej 501, 7190 Billund.

Husk, at du ved besøg hos testbilen:

  • ikke må have symptomer på COVID-19. Har du symptomer på smitte, så skal du i stedet gå i isolation og tage direkte kontakte til din egen læge.
  • skal bære mundbind.
  • skal medbringe dit gule sundhedskort eller andet billede-ID (pas, kørekort eller legitimationskort).
  • skal udvise tålmodighed, da ventetid kan forekomme – især omkring klokken 11.30-12.10, hvor testpersonalet holder velfortjent frokostpause.