Uge sex begyndte i svømmebadet

Foto: Thomas Jakobsen


74 elever fra indskolingen på Grindsted Privatskole indledte skoleugen med en morgendukkert i MAGION. Det skete som et led i “uge sex” som er en uge hvor skolerne landet over sætter fokus på og arbejder med temaer såsom krop, selvværd, sexualitet og grænser.

– At svømme er en supergod måde at være sammen på. Alle kommer i vandet, får masser af motion, leger og griner, og humøret er helt i top. Det kan kun blive en fantastisk uge, siger lærer Thomas Jakobsen.

For ham var morgensvømningen en god begyndelse på ugen:

– Uge sex handler netop om at respektere hinanden som man er, og at acceptere sig selv, som den man er. Børnene bliver trygge ved sig selv og hinanden, når de lærer at bade sammen i en tidlig alder, hvor det hele ikke er så svært med ens udseende. Det kan hjælpe dem senere i omklædningsrummene, hvor rigtig mange unge har svært ved deres udseende, forklarer Thomas Jakobsen.