Valgkamp på Vorbasse Skole

Troels Ravn (S) og Karina Adsbøl (DF) stillede op til valgkamp på Vorbasse Skole forud for torsdagens skolevalg. Privatfoto


Forud for torsdagens skolevalg har 8. og 9. klasse på Vorbasse Skole haft besøg af de to folketingsmedlemmer, Troels Ravn (S) og Karina Adsbøl (DF).

Her optog eleverne en valgvideo med de to politikere, der ved det efterfølgende valgmøde blev udfordret med skarpe spørgsmål.

– Det er ganske enkelt fremragende, at eleverne deltager i Skolevalget og får indsigt i vigtige politiske problemstillinger, mente Troels Ravn, mens Karina Adsbøl satte ord på, hvilket emner der optager eleverne:

– Spørgsmål om eksempelvis asylpolitik, ældrepleje, kortere skoledage, afgifter på cigaretter og flere ungdomsuddannelser i landdistrikterne er jo netop eksempler på politiske beslutninger, der har betydning for både mennesker og samfund, sagde Karina Adsbøl i forbindelse med besøget.