Vejdirektoratet anbefaler motorvej øst om Billund

Fra Vejdirektoratets VVM-undersøgelse af Give-Haderslev-strækningen.


Vejdirektoratet har nu efter flere års arbejde afleveret sin indstilling for Ny Midtjysk Motorvej. Og baseret på analyserne indstiller Vejdirektoratet en linjeføring øst om Billund og vest om Vandel.

Dermed følger Vejdirektoratet ikke indstillingen fra Billund kommune, hvor et flertal har anbefalet en vestlig linjeføring – mellem Billund og Grindsted.

Vejdirektoratet har dog ikke lagt sig fast på om der skal arbejdes videre med en løsning med tilslutning til Haderslev (linjeføring Øst 1) eller ved Christiansfeld (linjeføring Øst 2).

Samtidig anbefaler Vejdirektoratet, at politikerne nu vælger en linjeføring – uanset, om projektet skal gennemføres i den nærmeste fremtid eller senere. Alle er nemlig enige om at de lodsejere der ligger langs linjeføringerne bør have svar snarest muligt.