Henover weekenden blev en særlig indsats gennemført for økonomisk trængte børnefamilier i Billund Kommune, da Støtteforeningen WeCare pakkede og uddelte i alt 118 julekasser.
Pakningen fandt sted fredag ved Min Købmand i Filskov, hvor 13 frivillige mødte op for at samle julekasserne. Kasserne var doneret af Davidsen i Grindsted, mens Min Købmand i Filskov i år stod for indkøb af madvarerne i et nyt samarbejde med støtteforeningen.
På grund af begrænset plads indendørs blev pakningen rykket udenfor, hvor købmand Peter Junge havde sørget for gode rammer. I løbet af blot to timer var alle 118 julekasser pakket og efterfølgende kørt til Frivilligcenteret i Grindsted. Flere ansatte fra butikken gav også en hånd med, og ifølge WeCare var der tydeligt engagement og glæde blandt alle involverede.
Og søndag blev julekasserne så udleveret til modtagerne. Ud over selve julekassen fik familierne også en ekstra pose med blandt andet steg eller flæskesteg, sødmælk, leverpostej, spegepølse, fløde og æg. De ferske varer blev leveret af Min Købmand i Filskov søndag formiddag, hvor Peter Junge igen deltog sammen med frivillige i pakningen.
Ifølge støtteforeningen var modtagelsen meget bevægende. Flere familier blev tydeligt rørte, da de opdagede, at de ikke blot fik en pose med varer, men også en fuld julekasse. Nogle brød ud i gråd, mens andre havde svært ved at skjule deres følelser. Der var desuden mulighed for at få kaffe, sodavand og lidt sødt, mens familierne ventede.
– Formålet med julehjælpen især er at sikre, at børnene i familierne mærker, at det er jul, og får mulighed for at spise godt i juledagene. Det skal samtidig give forældrene lidt mere luft i økonomien til julegaver, lyder det fra formand for We Care, Charley Stephansen.
Foreningen oplevede i år, at mange ansøgere aldrig tidligere havde søgt julehjælp og fandt det svært at bede om hjælp.



