Julekoncert i LEGO House samler lokale musikere på tværs af generationer

Onsdag den 17. december danner LEGO House igen rammen om Billund Kulturskoles traditionsrige julekoncert i Billund. For fjerde år i træk inviteres til koncert – i år med både LEGOLAND Billund Garden og unge musikere fra Talent Billund Musik på scenen.

Siden 2022 har julekoncerten været en fast del af december i Billund, og samarbejdet mellem LEGO House og Billund Kulturskole er vokset år for år. Ifølge kulturskolen giver årets udvidede program en særlig dimension, når erfarne musikere fra Garden spiller side om side med talentfulde elever.

Souschef ved Billund Kulturskole, Casper Jensen, ser frem til mødet mellem generationerne:

– De unge musikere arbejder på et højt niveau, og sammenspillet med LEGOLAND Billund Garden skaber et stærkt musikalsk fællesskab, hvor både julen og glæden ved musikken er i centrum, siger han.

Koncerten byder på en blanding af klassiske julesange og nyere musikalske fortolkninger. Publikum kan forvente både indslag fra de enkelte ensembler og større fællesnumre, hvor alle musikere medvirker.

Også hos LEGO House glæder man sig over, at julekoncerten har bidt sig fast som en lokal tradition.

– Julekoncerten har på kort tid udviklet sig til en skøn tradition, som samler lokale fra hele Billund. Samtidig giver den et indblik i, hvordan LEGO House også kan være et samlingspunkt i juletiden, siger administrerende direktør Kathrine Kirk Muff.

Koncerten finder sted onsdag den 17. december klokken 19.00 i LEGO Square i LEGO House. Dørene åbner klokken 18.00, og der er fri entré og alle er velkomne.