12 timers Le Mans i Vandel – Kevin Magnussen kører med

Søndag afvikler Vandel Gokart velgørenhedsløbet Go Charity 2015 på Vandel flyveplads, hvor der samles penge ind til fordel for Børnecancerfonden.

I år er der tilmeldt 19 hold med samlet 180 deltagere til arrangementet. Et af holdene skiller sig en anelse ud fra mængden, da det er lykkedes de 3 arrangører bag Go Charity at få den danske Formel 1-racerkører Kevin Magnussen til at stille med et team.

12-timersløbet løbet køres med en amatør, samt en pro klasse, hvor det altså i år bliver med Kevin Magnussen på det ene team. Sidste år kørte Kevin Magnussen Formel 1 ved McLaren, men må i år se sig henvist af McLaren som reservekører, og har derfor i år mulighed for at deltage ved Go Charity løbet i Vandel.

På baggrund af succesen fra 2014 gentager Vandel Gokart i samarbejde med BSM Reklame, Skov Motorsport og Team Rynkeby nu arrangement igen i 2015.

”Sidste år lykkedes det at samle 90.000 kroner ind til Børnecancerfonden, og vi håber på at 2015 bliver endnu bedre, da det i år er lykkedes at komme op på hele 19 hold i mod 12 hold i 2014, og samtidigt er det lykkedes os at finde en brændstofsponsor, nemlig Go’on, hvilket giver os en besparelse på hele 13.000 kroner” lyder det fra Nikolaj Schmidt Jørgensen fra Vandel Gokart.

Løbet sættes i gang Søndag d. 31. maj kl. 09.00 og køres i de efterfølgende 12 timer, så der er rig mulighed for at komme ud og se noget ræs, og måske få en autograf af Kevin Magnussen.

Entre 20,- som går til Børnecancerfonden

Kevin_Magnussen_2012-2

Foto: McLaren Racing / Wikipedia