Der blev plantet for fuld kraft ved Båstlund uden for Billund i dag, hvor 120 elever fra International School of Billund sammen med medarbejdere fra KIRKBI Climate og LEGO Foundation satte gang i et stort skovprojekt.
Og det er ikke bare et par rækker træer i kanten af en mark. Når projektet står færdigt, vil der været plantet omkring 200.000 træer på området, fortæller Peter Vind Larsen, Head of Land Sustainability hos KIRKBI Climate.
– Måske bliver det 210.000, men vi siger 200.000, lyder det med et smil fra Peter Vind Larsen.
Dagens plantning fra ISB-eleverne var første skridt og senere på dagen fortsætter medarbejdere fra LEGO-koncernen arbejdet i området, mens professionelle skovfolk efterfølgende tager over.
Den nye skov bliver omkring 50 hektar og skal ikke bare være “mere skov”. Planen er at skabe forskellige zoner med hver sit formål: nogle områder med hurtigtvoksende træer, der hurtigt binder CO₂, andre med hjemmehørende arter og biodiversitet – og områder med træproduktion, som på sigt kan bruges i byggeri.
– Vi tror, at træ bliver helt centralt i den grønne omstilling. Når træerne vokser, binder de CO₂, og når træet bruges i bygninger, lagres det videre dér, siger Peter Vind Larsen.
Han peger samtidig på, at træ som materiale kan være et alternativ til mere klimabelastende byggematerialer som beton og stål.
Selvom de største træer først kan fældes langt ude i fremtiden, kommer gevinsterne tidligere, lyder det.
– Der går tid, før træerne bliver til huse. Men skovfornemmelsen kommer hurtigt. Og effekterne for natur, miljø og rekreative oplevelser kommer med det samme. Der bliver blandt andet lavet stier og ruter i området, så borgere også kan bruge skoven til gåture, løb og friluftsliv.
Projektet ved Billund er en del af KIRKBI Climates ambition om at etablere 10.000 hektar ny skov i Danmark. Ifølge Peter Vind Larsen er indsatsen især koncentreret i Midt- og Vestjylland, hvor jorden flere steder er bedre egnet til skov end intensivt landbrug.




