2000 pigespejdere indtager LEGOLAND

Der kommer til at være rigtig mange grønne skjorter i LEGOLAND den 1. og 2. oktober, når 2000 pigespejdere i alle aldre mødes. Foto: pigespejder.dk


Halvdelen af det danske pigespejderkorps kommer til Billund den 1. og 2. oktober. Helt præcist har 2000 piger i grønne uniformer og ternede tørklæder meldt deres ankomst til årets Pigespejderevent i LEGOLAND i Billund. Det store tal er kommet noget bag på Korpskontoret. Halvandet døgn før tilmeldingsfristens udløb var der nemlig kun meldt 400 til, hvilket var en anelse skuffet.

– Vi blev noget overraskede og en anelse nedslået af meldingen om de 400 tilmeldte. Vi har knoklet for at stable den fedeste weekend på benene med aktiviteter for pigespejdere i alle aldre, netop for at gøre det til en event for alle, fortæller Rikke Bro Langkilde, leder af projektgruppen bag Pigespejderevent, i en pressemeddelelse.

Derfor var det næsten heller ikke til at tro, at deltagerantallet var femdoblet, da fristen for at tilmelde sig udløb 36 timer senere. Her var tallet nået op på 2000 spirer, smutter, spejdere, seniorer, ledere og hjælpere, der mødes for at dyrke det grønne fællesskab.

Projektgruppen bag Pigespejderevent har involveret lokalsamfundet i Billund, spejdere fra andre korps og forældrenetværk i forberedelserne af eventen.