32-årig dømt for voldtægtsforsøg

En 32-årig mand, der på gerningstidspunktet var bosat i Grindsted, er ved retten i Kolding blevet dømt for flere forhold – blandt andet et voldtægtsforsøg mod sin svigermor.

Manden, der er svensk statsborger, blev dømt for at have forsøgt at tvinge sin 62-årige svigermor til andet seksuelt forhold og til samleje. Episoden fandt sted i en bil på Bredsten Landevej på vej mod Vejle, men forsøget endte med at kvinden kørte galt. Derfor opgav den 32-årig sit forehavende, da der kom vidner til uheldet.

Den 32-årige blev også dømt for at have truet sin tidligere samlever, en 32-årig kvinde, med en kniv.

Samlet set blev den 32-årige svenske statsborger idømt 3 års ubetinget fængsel og udvisning af Danmark for bestandig. Dertil kommer frakendelse af kørekortet i tre år for at have forårsaget uheldet på Bredsten Landevej.