Nu på søndag tager Billund kampen op mod sclerose.
Mere end 16.000 danskere lever lige nu med sygdommen, og hvert år får omkring 650 nye stillet diagnosen. Sclerose er en kronisk sygdom, og langt de fleste, der får diagnosen, er mellem 20 og 40 år.
– Selvom sclerose ikke kan helbredes, så gør forskningen hver dag fremskridt, og derfor må den ikke gå i stå. Hver krone, der bliver samlet ind til forskningen til Scleroseindsamlingen kan derfor være med til at gøre en kæmpe forskel for tusindvis af mennesker, lyder det i en pressemeddelelse fra Scleroseforeningen.
I Billund er Anne-Grethe Thullesen indsamlingsleder.
– Min bror, Poul Erik Kristiansen, var sidste år indsamlingsleder, men i år har jeg lovet at assistere. Poul Erik har haft sclerose i 43 år. Jeg er født og opvokset i Billund, hvor jeg dengang kun kendte én (smed Hans) der havde sclerose. Men nu er der mange bare i Billund. Og kunne forskningen sætte en stopper for den sygdom, så er indsamlingen værd at satse på, siger Anne-Grethe Thullesen.
Hun er med på at rigtig mange de seneste weekender, har været rundt for at samle ind til andre velgørende formål:
– Indsamlingerne i år har klumpet sig på grund af coronaen, men jeg håber meget at der stadig kan lægges et bidrag i bøtterne, siger Anne-Grethe Thullesen.
Hun håber endnu flere vil melde sig som indsamler – og vælge deres egen rute – via www.sammenmodsclerose.dk.



