En 35-årig mand fra Billund-området blev tidligt i morges anholdt, efter at han kørte flere kilometer som spøgelsesbilist på motorvej E45.
Alarmen gik klokken 05.07, da flere bilister anmeldte en lille hvid bil, som kørte nordpå i de sydgående spor ved Vejle Nord. Sydøstjyllands Politi sendte straks flere patruljer mod området, mens der løbende kom nye anmeldelser fra trafikanter, som havde mødt bilen på motorvejen.
Først omkring klokken 05.25 lykkedes det politiet at standse bilen ved afkørsel 56A ved Horsens Vest. På det tidspunkt var bilen kommet over i det korrekte nordgående spor.
Ifølge vagtchef Jesper Knudsen blev den 35-årige anholdt og sigtet for både spiritus- og mulig narkokørsel, da politiet mistænker, at han var påvirket af både alkohol og euforiserende stoffer.
Samtidig vurderer politiet, at der kan være tale om vanvidskørsel. Derfor blev mandens bil beslaglagt på stedet. Han var selv registreret ejer af køretøjet.
Sydøstjyllands Politi efterforsker fortsat sagen og vil gerne høre fra bilister, der har kørt på E45 mellem Vejle og Horsens mellem klokken 05.00 og 05.25 søndag morgen, og som har set den lille hvide bil. Oplysninger kan gives til politiet på telefon 114.



