39-årig dømt for trusler og hærværk


Det kostede en 39-årig mand ni måneders fængsel, at han ikke kunne styre sit temperament overfor diverse myndigheder. Blandt andet blev han dømt for at have truet Billunds borgmester Ib Kristensen. Det oplyser Jydske Vestkysten.

Dommen faldt i går i retten i Kolding, hvor den 39-årige også blev dømt for at have truet daværende justitsminister Søren Pape Poulsen på livet og for trusler mod en sagsbehandler ansat ved Billund kommune.

Ved et af mandens vrede udfald mod Billund kommune, gik han amok ved Rådhuset i Grindsted, hvor han smed en cykel ind i indgangspartiet, ligesom vreden også gik ud over forruderne på to biler i nærheden.

Derfor skal manden – udover afsoningen af de ni måneders fængsel – også betale erstatning på omkring 63.000 kroner for de skader han forvoldte.

Manden, der i dag er fraflyttet Billund kommune, modtog dommen.