75-årig jubilar lever i bedste velgående

Den lokale idrætsforening i Filskov kan fejre 75 års jubilæum i år.


Det er en særdeles sund og moderne forening, Filskov IF, der lørdag den 28. november fejrer sit 75 års jubilæum. Samtidig er det en forening, der kan se tilbage på trekvart århundrede i et viljestærkt samfund.

Et eksempel på det, er byens hal, der blev indviet i 2004. Forud var gået en kamp, hvor byens borgere med masser af frivillig arbejdskraft og adskillige ildsjæle sikrede, at byens klubhus blev omdannet til en hal, Viadukthallen. Med indvielsen af hallen kom flere sportsgrene og dermed også flere medlemmer til FIF.

– I dag kan vi tilbyde fodbold, håndbold, gymnastik, svømning, badminton, motionsrum, cykling og spinning, fortæller formand i Filskov Idrætsforening, Henrik Arvad.

Han står i spidsen for en sund forening med masser af medlemmer:

– Medlemstallet er tilfredsstillende, når vi er i et lille samfund som vores kan stille med omkring 550 medlemmer. Vi har været flere for et par år siden, men vi er også udfordret af nedgang på især holdsportene – især børneholdene, fortæller Henrik Arvad.

De mange frivillige i foreningen og ildsjæle i landsbyen er med til at sikre en god økonomi i foreningen, der supplerer kontingentindtægten med salg af idrætsaktier, sponsorer og indtægter fra det årlige Lalandia Cup.

– Vi har nogle ægte ildsjæle i afdelingerne og nogle dygtige trænere og instruktører. Uden deres indsats lykkes det ikke at drive foreningen, lyder de rosende ord fra formanden for den jubilerende forening.