Jacob Sveistrup topper gratis musikfestival på Torvet i Grindsted

Når Torvet i Grindsted på lørdag den 1. august igen bliver forvandlet til en stor udendørs musikscene, bliver det med en af Danmarks mest kendte livekunstnere øverst på programmet.

Grand Prix-vinderen Jacob Sveistrup indtager scenen med sin trio klokken 14.00 som hovednavn ved den gratis musikfestival, som Grindsted Handel står bag.

Festivalen blev sidste år skabt som et alternativ, efter at Hedens Festival blev aflyst, og den trak flere hundrede gæster til Torvet. Den store opbakning har fået handelsforeningen til at gentage succesen.

– Vi vil gerne bidrage med mere end bare handel. Det handler også om at skabe liv og fællesskab i byen, og det håber vi, at denne festival kan være med til, siger Jonas Pedersen fra Grindsted Handel.

Jacob Sveistrup fik sit store gennembrud, da han vandt Dansk Melodi Grand Prix i 2005 med Tænder På Dig og repræsenterede Danmark ved Eurovision Song Contest. Siden har han opbygget en solid karriere som live-musiker og er fortsat et populært navn på landets festivaler, byfester og koncertscener.

Ud over Sveistrup byder dagens program blandt andet på MD Duo, Shubidua-kopierne Sjubi for sjov, John Mogensen Jam og hyldestkoncerten Johnny Madsen for fa’en!.

Der er gratis adgang hele dagen, og på festivalpladsen vil der være mulighed for at købe både mad og drikkevarer.

Musikprogram
Kl. 12.00: MD Duo
Kl. 14.00: Jacob Sveistrup Trio
Kl. 15.45: Sjubi for sjov
Kl. 17.45: John Mogensen Jam
Kl. 19.30: Johnny Madsen for fa’en!