Hvordan får borgerne større indflydelse på de beslutninger, der former deres lokalsamfund?
Det spørgsmål er omdrejningspunktet, når der mandag den 8. juni inviteres til åbent borger-, dialog- og lyttemøde i Teglgårdshallen i Stenderup-Krogager.
Her skal borgerne dele erfaringer, idéer og ønsker til, hvordan dialogen mellem borgere og politikere kan styrkes – og om der mangler muligheder for at blive hørt, når der træffes beslutninger i Billund Kommune.
– Arrangementet skal skabe plads til dialog, idéudveksling og debat mellem borgere og lokale politikere om, hvordan demokratiet og det lokale engagement kan styrkes, siger Brian Nissen, formand for Socialdemokratiet i Billund Kommune, som står bag mødet.
Men fokus er bredere end partipolitik for hvad betyder borgerinddragelse egentlig for den enkelte – og hvordan kan kommunen blive bedre?
– Vi vil fra socialdemokratisk side bruge inputtene fra mødet til at blive klogere på, hvordan vi kan styrke borgerinddragelsen endnu mere – særligt når der skal træffes svære beslutninger, som kan få betydning for mange borgere, siger Brian Nissen.
Han peger på, at ønsket om mere borgerinddragelse har fyldt i den offentlige debat gennem valgperioden.
– Gennem den seneste valgperiode har vi hørt et stort ønske om mere borgerinddragelse. Samtidig oplever vi, at der er mange forskellige opfattelser af, hvad borgerinddragelse egentlig betyder. Det håber vi at få en åben og konstruktiv debat om på borgermødet, så dialogen ikke kun foregår på Facebook og i læserbreve, men også ansigt til ansigt mellem borgere og politikere, siger han.
Mødet finder sted mandag den 8. juni klokken 19.00-21.00 i Teglgårdshallen i Stenderup-Krogager og af hensyn til forplejning bedes deltagere tilmelde sig senest den 6. juni.




