Tidligere viceborgmester skal stå i spidsen for Café Jydepotten

En af Billund Kommunes mest markante lokalpolitikere fra den seneste valgperiode vender tilbage til det sociale område i en ny rolle. Ann Charlotte Gaardsvig er ansat som ny leder af Café Jydepotten i Grindsted og tiltræder stillingen den 15. juni.

Dermed bliver det den tidligere 1. viceborgmester, som fremover skal stå i spidsen for det værested og sociale tilbud, der hver dag hjælper mere end 100 borgere med blandt andet mad, rådgivning og støtte til at håndtere psykisk sygdom, misbrug, ensomhed og andre sociale udfordringer.

Café Jydepotten arbejder også uden for huset med socialpædagogisk støtte og opsøgende indsatser hos borgere med komplekse problemstillinger.

Ansættelsesudvalget var ifølge Jydepotten enige om valget af Ann Charlotte Gaardsvig blandt flere kvalificerede kandidater.

– Jeg er stolt af at skulle stå i spidsen for Café Jydepotten og sammen med medarbejderne og de frivillige arbejde for et trygt og rummeligt tilbud for mennesker i udsatte livssituationer. Det glæder jeg mig til, siger Ann Charlotte Gaardsvig.

Hun kommer med erfaring fra lederstillinger inden for børne- og familieområdet i både Esbjerg og Vejle kommuner. Samtidig har hun et indgående kendskab til det kommunale område efter otte år i Billund Kommunalbestyrelse, hvor hun blandt andet var formand for både Børne- og Familieudvalget og senere Voksenudvalget.

Hun overtager ledelsen efter Niels Christensen, som har stået i spidsen for Café Jydepotten i næsten 19 år.

– Jeg er jublende glad for, at det er Lotte, der skal føre caféen videre, siger Niels Christensen, der fortsætter på Jydepotten i en overgangsperiode, inden han efter planen går på pension næste år.