En stor og særdeles hørbar jubel brød ud kort inde i showet, da prisen som årets hold skulle uddeles ved Sports- og Kulturgalla. Prisen gik nemlig til en stor flok frivillige fra Centralen og Unge- og Kulturhuset.
Kriterierne for prisen som årets hold er at holdet i det forgangne år skal have gjort noget ekstraordinært. Prisen er en særlig påskønnelse af holdindsatsen, der har medført unikke præstationer eller handlinger.
Udover Unge- og Kulturhusets (UKH) frivillige var også 2. holdet fra Hejnsvig Dartklub og mandskabet fra GSKs ligaspeeedway nomineret til prisen. Men det blev altså de frivillige fra UKH, der løb med den – af flere årsager:
Med stort gåpåmod har de frivillige fra Centralen kastet sig ud i at alt fra booking, foto, lys og lyd, fundraising og afvikling. De frivillige arbejder målrettet på at give publikum i salen og musikerne på scenen en god og smilende service. Centralens Frivillige er et ungt hold, der er tændte på musikken og på at få “noget til at ske” i Grindsted. Arbejdet med at etablere et spillested i Unge- og kulturhuset kunne aldrig ske uden dem, deres iderigdom, energi og store glæde ved at være frivillige.
De fleste er blevet en del af uddannelsesprojektet ’Ravage’ i samarbejde med Ungeværket Vejle og Jelling Musikfestival, lød det blandt andet i begrundelsen.
De frivillige har også skabt en LGBT+ netværk, hvor unge kan mødes og bare være dem selv. De skaber derfor rum for udvikling og kreativitet, god energi, plads til forskellighed, god stemning og meget mere. De giver service i topklasse til både etablerede og helt nye up-coming kunstnere.