Årets Idrætsnavn er en uvurderlig frivillig kraft

Afgående aktivitetsformand Kirsten Marie Povlsen (tv) overrakte prisen for Årets Idrætsnavn til Dianna Vejgaard (th). Foto: Inger Donslund


Det blev Dianna Vejgaard, der blev kåret til Årets Idrætsnavn i Vorbasse KFUM. Blandt de rosende ord i begrundelsen er “kæmpe ildsjæl” og “uvurderlig frivillig kraft for Vorbasse KFUM”.

– Vores valg er faldet på en utrolig engageret og initiativrig person, som vi alle ved er klar til at hjælpe, når vi spørger. Sender man en mail til hende, så har man et svar inden 24 timer – det kan man da kalde tilgængelighed. Hun prioriteter opgaverne i vores forening meget højt og derfor er hun en person, som gør en enorm forskel for vores forening, lyder det i begrundelsen.

Ifølge vorbasse.dk har Dianna Vejgaard i flere år været aktiv i Vorbasse Svømmeklub, ligesom hun også gennem mange år har været en del af ledergruppen i Vorbasse KFUM Idræt, hvor hun har været en af de bærende kræfter på økonomisiden.