Der er ældre i Grindsted, som gerne vil have en besøgsven at tale med. Problemet er bare, at der ikke er frivillige nok til alle. Besøgstjenesten hos Røde Kors Grindsted er nemlig presset af efterspørgslen – særligt fra ældre, fortæller formand Anne Eriksen.
– Der er rigtig mange, især ældre, der gerne vil have besøg, siger hun.
Og selv om Røde Kors Grindsted har frivillige engageret i en lang række forskellige aktiviteter, er der altså ikke hænder nok i besøgstjenesten til at imødekomme alle ønsker.
– Det er da ærgerligt at skulle sige nej til et ældre menneske, der har brug for en at snakke med. Det er da frygteligt, siger Anne Eriksen.
Mange kæmper om de frivillige
Røde Kors er langt fra alene om at forsøge at få fat i de frivillige kræfter. Sportsklubber, sociale foreninger og en lang række andre lokale fællesskaber leder efter mennesker, der har tid og lyst til at give en hånd med.
Og ifølge Anne Eriksen er de frivillige hos Røde Kors Grindsted hovedsageligt blandt dem, der har fået lidt gråt hår. Det betyder dog ikke, at yngre kræfter er helt fraværende. Den yngste, hun kan komme i tanke om, er blot 14 år og har været med til at tage initiativ til en gratis aktivitet for børn.
Røde Kors Grindsted har i dag blandt andet besøgsvenner, vågetjeneste, patientstøtter, nørklere og en netværkscafé. Sidstnævnte blev startet, da de ukrainske flygtninge kom til området.
Her blev behovet hurtigt meget konkret. Anne Eriksen husker, hvordan omkring 70 ukrainere dukkede op, mens der i første omgang kun stod ganske få frivillige klar. Kort efter lykkedes det dog at få omkring ti nye frivillige med i netværkscaféen.
Hjælper også lokalt
Røde Kors forbindes af mange med katastrofer og nødhjælp langt fra Danmark. Men en stor del af arbejdet foregår også lige rundt om hjørnet. Anne Eriksen fortæller, at de eksempelvis under indsamlinger kan møde spørgsmålet om, hvorfor pengene ikke i stedet bruges på gamle og syge herhjemme.
– Jamen, det gør vi altså også, lyder hendes svar.
Netop det lokale arbejde håber Røde Kors Grindsted at gøre mere synligt, når Dansk Røde Kors’ 150-års jubilæum markeres lørdag den 5. september. Fra klokken 10 til 12 er der tombola og informationstelt på Torvet i Grindsted, mens der fra klokken 14 til 16 er åbent hus på Frivilligcentret med blandt andet aktiviteter for børn, kaffe og kage og mulighed for at møde nogle af de lokale frivillige. Her holder børnesygeplejerske Susanne Nordby Bojesen også et gratis foredrag om sine udsendelser til blandt andet Sydsudan, Libanon, Syrien og senest Gaza.
Og for Røde Kors Grindsted er jubilæumsdagen ikke kun en fødselsdagsfest. Den skal også bruges til at vise, hvad organisationen laver lokalt – og forhåbentlig få nogle flere til at melde sig som frivillige. Det kunne blandt andet betyde, at færre ældre skal vente på at få nogen at snakke med.


