Et værksted i den åbne del af Sdr. Omme Fængsel stod i aftes i flammer.
Sydøstjyllands Politi fik anmeldelsen om branden klokken 19.50 og da politi og brandvæsen nåede frem, var værkstedet, der ligger i en fritstående bygning, overtændt.
Der var dog ikke risiko for, at ilden skulle brede sig til andre bygninger, og ingen personer kom til skade ved branden.
Senere på aftenen havde brandvæsenet fået kontrol over ilden, der begrænsede sig til værkstedet. Efterslukningen fortsatte hen over aftenen og natten.
Det er endnu uvist, hvordan branden opstod. Politiet har derfor afspærret stedet, så der kan foretages nærmere undersøgelser, når brandvæsenet er helt færdig med indsatsen.


