Agrometer i Grindsted fortsætter den nye juletradition, som virksomheden indførte sidste år, hvor den klassiske julechokolade til kunder og samarbejdspartnere er blevet skiftet ud med donationer til gode formål.
I stedet for julegaver går pengene i år til initiativer, der tager socialt ansvar og hjælper mennesker, som har brug for en ekstra håndsrækning – både internationalt og lokalt.
Sidste år donerede Agrometer 10.000 kroner til Børnetelefonen gennem Børns Vilkår og 10.000 kroner til headspace. I år har virksomheden igen valgt at støtte to forskellige formål.
Den ene donation på 10.000 kroner går til børn i det krigsramte Ukraine. Støtten formidles via SOS Børnebyerne og er målrettet børn i hovedstaden Kyiv.
Den anden donation går til det lokale initiativ Kontakten i Grindsted, som modtager 5.000 kroner. Kontakten er et frivilligt baseret tilbud, der arbejder for at skabe relationer mellem flygtninge og danskere i Billund Kommune. Hvor arbejdet tidligere især bestod af lektiehjælp til flygtningebørn, hjælper de frivillige i dag blandt andet med MitID, forståelse af breve fra myndigheder og generel støtte med fokus på integration i lokalsamfundet.
– Agrometers ønske er, at vi som virksomhed og medarbejdere bidrager og støtter initiativer, som gør en positiv forskel for andre – vi løfter i flok, siger direktør Søren Hovmøller, som samtidig fremhæver betydningen af det arbejde, Kontakten udfører lokalt.
Donationen til Kontakten blev overrakt i går eftermiddags med deltagelse af Søren Hovmøller, formanden for Kontakten Bjarke Friis, næstformanden Sasi Selvarajah samt daglig leder Arne Majlund.
Kontakten arrangerer blandt andet fastelavnsfest, sommerudflugt og julefest hvert år. I forbindelse med overrækkelsen understregede Søren Hovmøller, at Agrometer ikke ønsker at bestemme, hvordan pengene anvendes, men overlader det til Kontakten selv at vurdere, om midlerne skal bruges til arrangementer eller den daglige drift.
Samtidig oplyser Agrometer, at virksomheden også lokalt tager socialt ansvar, og derfor bliver julegaverne til medarbejderne købt hos lokale butikker i Grindsted og Rødding.



