To ugers målrettet indsats i forbindelse med skolestarten endte med lige knap et par tusinde sigtelser fra Sydøstjyllands Politi.
Samlet set blev der i politikredsen foretaget 85 kontroller ved skolerne og i den forbindelse standset 2333 biler. I 1917 af tilfældene blev færdselsreglerne overtrådt.
– Det er desværre alt for mange. I forhold til for eksempel hastighed ved vi jo, at der en klar sammenhæng mellem at køre for stærkt og trafikuheld. Højere hastighed er lig med større risiko for uheld og dermed også større risiko for, at uheldet medfører personskade og i værste tilfælde trafikdrab, siger Michael Weiss, der er politiinspektør i Patruljecentret, Sydøstjyllands Politi.
Han håber, at politiets tilstedeværelse vil få flere til at tænke sig om en ekstra gang og være med til at sikre, at børnene får en god oplevelse i trafikken på skolevejen.
Næste år vil politiet gentage den målrettede indsats vedrørende skolestart i et tæt samarbejde med Rådet for Sikker Trafik, TrygFonden og kommunerne.
I ugerne 32 og 33 gennemførte Sydøstjyllands Politi målrettede indsatser i forbindelse med skolestart. Politiindsatserne var koncentreret om skoleveje, hvor der især var fokus på:
- bilernes hastighed
- om børnene var fastspændt i bilerne i sikkerhedssele
- om førerne selv huskede at anvende sikkerhedssele
- skolepatruljernes arbejde
- forældrenes trafikale adfærd, herunder parkering, i forbindelse med aflevering af børn ved skolerne.