Anne Blume snuppede Den sociale virksomhedspris 2023


Et stort arbejde for nogle af kommunens mest udsatte borgere er nu resulteret i Billund kommunes Sociale virksomhedspris til Anne Blume – indehaveren af Blume – Blomster, Gaver & Specialiteter på Glentevej i Grindsted.

Det er 10. år i træk at Billund Kommunes Unge-, Uddannelses- og Beskæftigelsesudvalg har uddelt prisen til en virksomhed i lokalområdet, der bl.a. gør en særlig forskel i forhold til rummelighed, og som tager et socialt ansvar på arbejdsmarkedet.

– Det er en stor fornøjelse – men også en svær opgave – at udvælge vinderen af Den sociale virksomhedspris. Vi sætter nemlig stor pris på den sociale indsats, som mange af kommunens virksomheder gør for vores lokalområde, siger formand for Unge-, Uddannelses- og Beskæftigelsesudvalget i Billund Kommune, Robert Terkelsen.

Og valget faldt altså i år på Anne Blume i Grindsted:

– Anne og hendes hold har arbejdet med borgere med svære psykiske lidelser, fysiske udfordringer, og hvor både sociale, fysiske og psykiske udfordringer er kombineret. Trods virksomhedens størrelse gør de en stor forskel for lokalsamfundet ved at skabe muligheder og støtte borgeres udvikling og trivsel. Det gør de gang på gang, fordi de tror på det, siger Robert Terkelsen.

Virksomheden har igennem flere år haft et godt og tæt samarbejde med Jobcenter Billund, hvor virksomheden er åben overfor både lønnede timer og praktikforløb og borgerne bliver ofte ansat efter et forløb. Derudover bidrager virksomheden i Jobcenter Billunds lokale virksomhedsnetværk.

En af Anne Blumes særlige evner er, at hun kan motivere og opbygge selvtillid hos borgere, selv dem, der starter på et meget lavt timetal. Hendes vedholdenhed og ekstra chancer har resulteret i utrolige succeser og bragt mange borgere tættere på arbejdsmarkedet.

Udover et diplom og en statuette modtager Anne Blume et kontantbeløb på 10.000 kr., som kan bruges på et arrangement for medarbejderne.