Har du også mødt ploggerne?

Har du også lagt mærke til en gruppe løbere, der om torsdagen farer igennem Billunds midtby med en plasticsæk i den ene hånd?

De hedder ploggere…. en betegnelse for “joggere picking up litter” – altså løbere, der samler skrald op på deres vej.

Denne gruppe ploggere i Billund er ansatte på LEGO, der i deres arbejdstid løber rundt i byen – både for motionens skyld og for at befri byen for affald. De har været i gang i flere år og nogle gange er de tyve løbere sammen – andre gange fem eller seks.

Og ofte kan de hver især nå at samle et par kg affald op på en 45 minutters løbetur rundt i Billund.