Anni: 30 elever i en klasse kan være godt

Folketingsmedlem for Venstre, Anni Matthiesen fra Krogager.


Venstres børne- og undervisningsordfører, Anni Mattiesen fra Krogager, mener ikke det nødvendigvis behøver være udelukkende skidt, at flere og flere folkeskoleklasser runder de 30 elever – sådan som nye tal fra Danmarks Statistik viser.

– Det kan være en fordel at have flere elever i klasserne, for det betyder, at man kan lave holddelinger og samle flere klasser omkring nogle opgaver. Så man skal passe på ikke kun at kigge på tallene, siger Anni Matthiesen til DR Nyheder.

Ifølge folkeskoleloven må der max være 28 elever i klasserne, og flere eksperter kalder den stigende tendens til flere end 30 elever i klasserne for “bekymrende”. De frygter, det går ud over kvaliteten af undervisningen og kræver flere penge til folkeskolen. Men så firkantet kan man ikke se på det, mener Anni Matthiesen ifølge DR:

– Vi skal have verdens bedste folkeskole, og det har vi også. Men det er ikke altid sådan, at højere kvalitet kræver flere penge. Men det er klart, at det er noget, vi skal holde øje med. Der er en lov, der skal overholdes, men når det er sagt, så er det for let at sige, at der skal flere penge til, siger Anni Matthiesen til DR Nyheder.