Anni: – Det skal politikerne ikke blande sig i

Det lokale folketingsmedlem Anni Matthiesen (V) fra Krogager mener ikke at politikerne skal blande sig i, om der skal frikadeller eller ej på menuerne i landets daginstitutioner. Matthiesen er regeringspartiets børne- og undervisningsordfører og er blevet forelagt sagen fra Randers, hvor byrådet har besluttet at svinekød skal være en obligatorisk del af madordningen i kommunens daginstitutioner. Men den slags bør ikke komme politikerne ved, mener Anni Matthiesen.

– Jeg går ind for frihed – ikke tvang, og det skal være op til de enkelte institutioner at tage stilling til, hvad børnene skal spise, siger Anni Matthiesen til politiko.dk

Hun har dermed et andet syn på sagen end partifællerne i byrådet i Randers.

– Det er så deres valg at gøre det. Jeg mener, det er noget, man skal finde ud af lokalt i institutionerne. Så jeg kan kun undre mig, siger Anni Matthiesen til nyhedssitet.