Børn mødes til topmøde i Billund

13-årige Dicte Ø. Christensen vil være én af deltagerne til Børnenes Topmøde i Billund til september.


Når FNs generalforsamling løber af stabelen i New York til september vil en række ambitiøse og visionære børn og unge mødes i Billund i Danmark for at komme med deres bud på, hvordan vi løser verdens udfordringer.

Børn og unge fra hele verden inviteres til at melde sig til Børnenes Topmøde, hvor de skal diskutere den fremtid, de overtager fra de voksne en gang om nogle år. Children’s General Assembly, som er den officielle titel på børnenes topmøde. Og eftersom Billund er Børnenes Hovedstad er byen det oplagte sted at afholde topmødet, der tager udgangspunkt i et ganske centralt punkt i FN’s Børnekonvention – nemlig børns ret til medbestemmelse.

Blandt deltagerne til topmødet vil være 13-årige Dicte Ø. Christensen fra Billund:

– Verdens ledere holder vores fremtid i deres hænder, men fremtiden tilhører os, og nu har vi muligheden for selv at være med ved bordet og for at komme til orde, siger Dicte Ø. Christensen om baggrunden for sin deltagelse i topmødet.

Topmødet er skabt i samarbejde med en gruppe børn fra Billund, Billund Kommune, lokale skoler og en række lokale aktører, der alle har det tilfælles, at de tror på børns kompetencer og værdien af læring gennem leg.

– Børn i hele verden forsøger at råbe verdens ledere op, og i Billund har vi haft stor glæde af at lytte til børnene. Med Børnenes Topmøde tager vi børnene alvorligt og giver dem mulighed for at mødes på deres egne præmisser og skabe nye løsninger, man kun kan lege sig til, lyder det fra Ib Kristensen, borgmester i Billund kommune.

Borgmesteren suppleres af bestyrelsesformand i Capital of Children, Søren Brandi:

– Vi tror på, at verdens ledere kan lære mindst lige så meget af børn, som børn kan lære af voksne, og at de løsninger, børnene samskaber på topmødet, vil inspirere verdens ledere på samme måde, som vi bliver inspireret af børn her i Billund, siger Søren Brandi.

Idéen bag Børnenes Topmøde er, at selve topmødet afholdes samtidig med FN’s generalforsamling i New York, og at børnenes løsningsforslag således skal overleveres til verdens ledere på den anden side af Atlanten i New York.

Forud for topmødet skal børnene på tværs af nationalitet, køn, alder og samfundslag mødes i grupper af otte børn. Hver gruppe bestemmer selv, hvilket emne de vil arbejde med. Og professionelle, pædagogisk uddannede medarbejdere hjælper børnene til at samskabe en fælles tale, de kan afholde på Børnenes Topmøde.

Børnenes manifest bliver fremlagt på deres topmøde og leveret til statslederne med spørgsmålet: ”Hvad vil I gøre ved børnenes forslag?”