Autohuset Vestergaard i Grindsted får ny ejer

Autohuset Vestergaard, som har en afdeling i Grindsted, har fået ny ejer. Den familieejede virksomhed er blevet solgt til Nic. Christiansen Gruppen – en af Danmarks største bilkoncerner med hovedsæde i Kolding.

Opkøbet betyder, at Autohuset Vestergaard fortsætter under samme navn, men nu som en del af en større koncern. Ifølge Nic. Christiansen Gruppens administrerende direktør, Niels Vrist Bertelsen, er opkøbet en vigtig strategisk investering, der både styrker virksomhedens position på det danske marked og bringer over 800 nye medarbejdere med ind i koncernen.

Autohuset Vestergaard, der blev stiftet i 1983 af Hans Vestergaard, driver i dag 15 filialer rundt i landet. Virksomheden forhandler blandt andet Ford, Volvo, Polestar, Renault og Dacia, og fra 2026 også Hyundai i dele af landet. Derudover omfatter forretningen leasing, lastbiler samt specialopbygninger af varevogne og handicapbiler.

Autohuset Vestergaard har siden januar 1996 haft afdeling i Grindsted da de overtog Erling Jakobsens forretning på Fælledvej.

Stifter Hans Vestergaard glæder sig over, at hans livsværk nu bliver ført videre af en anden familieejet koncern:

– Vi er trygge ved, at Nic. Christiansen Gruppen er den rette til at føre Autohuset Vestergaard videre – også med det samme fokus på kvalitet og ordentlighed, siger han.

Handlen er endnu betinget af konkurrencemyndighedernes godkendelse.