Den centrale plads midt i Grindsted skal have sit eget officielle vejnavn, og efter en omgang med forslag fra blandt andre borgere, GrindstedArkivet og lokale medier er feltet nu barberet ned til otte navne.
Øverst på forvaltningens prioriterede liste står det ganske enkle Grindsted Torv.
Derefter følger Grindsted Bytorv, Hedens Torv, Lyngtorvet, Stjernetorvet, Kvægtorvet, Gammel Hede Torv og Gammeltorv. Det er nu op til politikerne i Teknik-, Plan- og Klimaudvalget at beslutte, hvilket navn pladsen skal have.
Hvorfor ikke bare Torvet?
Det navn er faktisk blevet foreslået af flere – og Grindsted Handel har peget på, at det netop er dét, pladsen allerede bliver kaldt i daglig tale.
Men her spænder reglerne ben.
Et vejnavn må ifølge kommunens sagsmateriale ikke allerede være i brug inden for en radius på 15 kilometer. Og i Ansager findes allerede et vejnavn, der hedder Torvet. Ansager ligger så tæt på Grindsted, at navnet derfor ikke kan bruges.
Dermed giver forvaltningens førstevalg, Grindsted Torv, måske lidt mere mening: Det ligger ganske tæt på det navn, de lokale allerede bruger.
Et torv med mere end 100 års historie
Kommunen har samtidig lagt vægt på, at det nye navn gerne må fortælle noget om stedets historie.
Og den går langt tilbage. Det var Grindsted Borgerforening, der ønskede et egentligt torv i byen, og i 1915 bevilgede sognerådet 500 kroner til køb af jord på markedspladsen foran kroen. DSB ønskede samtidig en ordentlig gadeforbindelse mellem stationen og bymidten.
Netop området omkring torvet er ifølge Museet MARK et sted, hvor man tydeligt kan se fortællingen om Grindsteds udvikling fra landsby til stationsby.
Andre af de otte navne trækker på andre dele af historien. Kvægtorvet henviser eksempelvis til tiden, hvor bønderne handlede dyr på stedet, mens Lyngtorvet og Hedens Torv trækker tråde til heden omkring Grindsted. Stjernetorvet henviser til den karakteristiske stjerneform, som bymidten og vejene omkring torvet danner.
BillundOnline-læsere satte aftryk
Og så er der en lille krølle set herfra. Da BillundOnline tidligere bad læserne komme med bud på et navn, endte flere af forslagene hos kommunen. Fire af navnene på den endelige liste er kommet ind via BillundOnline – alene eller sammen med andre forslagsstillere.
Det gælder Grindsted Torv, Lyngtorvet, Stjernetorvet og Gammel Hede Torv.
Nu er det så politikerne, der får det sidste ord.


