Balletten aflyst på grund af regn

Umiddelbart før de kongelige balletdansere skulle på, kom der en byge - og så blev forestillingen aflyst. Foto: Ulrik Wulf Nielsen


En byge umiddelbart inden de kongelige balletdansere skulle på scenen, blev altafgørende for underholdningen i Anlægget i Billund mandag aften. Området ved amfiscenen var fyldt helt op og de dygtige balletdansere fra Billund Kulturskole nåede at give en flot opvisning, inden de voksne dansere så skulle på.

Men en lille byge valgte altså at passere forbi den del af byen umiddelbart efter og dermed blev scenen for glat for de dyre danseben fra Den Kongelige Ballet. Efter frivillige havde forsøgt at tørre scenen af med håndklæder og der var sendt et par dansere ind for at teste gulvet, måtte balletmester Nikolaj Hübbe gribe mikrofonen og ty til en aflysning af sommerballetten i Billund.

Men publikum tog det pænt og sendte solide klapsalver op imod de stadig varmt påklædte voksne dansere, der aldrig kom i gang på scenen.

For Malene Tvergaard fra Billund IF Kultur der har brugt adskillige timer forud for aftenen for at gøre området perfekt til eventen, var det en voldsom skuffelse:

– Jamen, ved du hvad? Hvor er det ærgerligt! Men jeg forstår det godt. Det kan jo ikke nytte noget når gulvet bliver for glat for danserne, og det er jo vilkårene når vi holder et udendørs arrangement; at vejret skal være med os, siger Malene Tvergaard.

Men inden Den Kongelige Sommerballet gik fra scenen, lovede Nikolaj Hübbe en sidste ting:

– Vi vender tilbage om præcis 365 dage!

Se flere billeder her:

Publikum nåede at se lidt ballet fra de unge dansere fra Billund Kulturskole. Foto Ulrik Wulf Nielsen
Publikum nåede at se lidt ballet fra de unge dansere fra Billund Kulturskole. Foto Ulrik Wulf Nielsen
Publikum nåede at se lidt ballet fra de unge dansere fra Billund Kulturskole. Foto Ulrik Wulf Nielsen
Balletmester Nikolaj Hübbe byder velkommen, men kort efter måtte han ty til aflysning af forestillingen på grund af regn. Foto: Ulrik Wulf Nielsen
Der var blomster i form af LEGO-æsker til de voksne dansere. Foto: Ulrik Wulf Nielsen
Malene Tvergaard fra Billund IF Kultur får et trøsteknus af Nikolaj Hübbe efter han måtte aflyse forestillingen. Foto: Ulrik Wulf Nielsen
Publikum gik noget tidligere hjem end beregnet efter aflysningen var en realitet. Men mon ikke de vender tilbage næste sommer? Foto: Ulrik Wulf Nielsen