Blå Kors klar i nye lokaler

Blå Kors Genbrug i Billund har haft travlt med flyttebiler de seneste uger – men heldigvis skulle flyttevognen ikke køre så langt. Faktisk kun lige et par hundrede meter ned af vejen fra Kløvermarken 9 til Kløvermarken 17, hvor Blå Kors har overtaget de gamle Davidsen-bygninger.

I løbet af de sidste par måneder har mange frivillige medarbejdere arbejdet hårdt på at gøre de nye lokaler klar og få flyttet inventar og varer fra den gamle butik. Nu glæder de sig til genåbningsfest, når butikken slår dørene op fredag den 24. juni kl. 13.

– Vi glæder os til at åbne den nye butik og vise alle kunderne, hvor flot den er blevet indrettet. I Blå Kors Genbrug har vi et butikskoncept, hvor blandt andet opstilling i farver spiller en stor rolle. De nye lokaler giver os endnu bedre muligheder for farvesortere og præsentere varerne på en flot måde, siger en af lederne i butikken, Lissy Berg.

Forholdene i den nye butik er en opgradering i forhold til de tidligere lokaler. Der er gode faciliteter til at sortere og klargøre de donerede ting og gode salgslokaler.

Det er i øvrigt udelukkende frivillige medarbejdere, der driver butikkerne i Danmark, hvor overskuddet går til Blå Kors Danmarks hjælpearbejde for udsatte børn, unge og voksne i Danmark.