Fire konkrete planer kunne Billund Amatørscene lægge frem ved torsdagens nytårstaffel i lokalerne i Billund Centret. Det største projekt bliver revyen, som skal afvikles i marts og forhåbentlig gentages i forbindelse med Byens fest til sommer.
”Vi havde stor succes med at spille dele af revyen i teltet sidste år, så det håber vi at kunne gøre lige så godt i år,” fortæller Anne Daugbjerg, formand for BAS.
Lige som revy spiller en vigtig rolle i amatørscenen, ligger musikken foreningen nær, og torsdag aften var der også musikalsk underholdning med formanden akkompagneret af Mike Sullivan. Der er en musikalsk hyggeaften på vej, og BAS vil også levere musik til Skt. Hans i Anlægget.
Amatørscenen kan også afsløre, at der om kort tid kommer et specialarrangement med Tanglewood i kælderen, – det bliver et arrangement med begrænsede pladser, så vær klar, når det bliver muligt at tilmelde sig, ”det bliver rigtig godt” fortæller Anne.