BC Mode er sat til salg

Det har bestemt ikke været nogen let beslutning, men nu er den truffet: Dorthe Rahbek har sat tøjbutikken BC Mode i Grindsted til salg. Det sker efter mange udfordringer de senere år med en brækket skulder, coronaårene, en brand, personaleudfordringer og sygdom hos personalet, skriver Dorthe Rahbek i et facebookopslag.

– Jeg har brændt for BC Mode i alle syv år. Det er en god butik, med masser af skønne kunder og gode leverandører, siger hun til Netavisen Grindsted.

Butikken er ikke sat til salg hos en mægler, men rygtet er nu sendt ud i branchen via leverandører og netværk, og håbet er at der på den måde viser sig en køber.

– Der er ikke nogle af de ansatte der har ytret ønske om at købe butikken, fortæller Dorthe Rahbek, der nu skal ud og prøve noget nyt – hvad ved hun endnu ikke. I første omgang skal tiden og familien sættes i højsædet.

BC Mode fortsætter præcis som hidtil, indtil den rette køber dukker op, fastslår Dorthe Rahbek.