Benzinpenge kan ende med indkøb af nye heste

Billund Sportsrideklub har indgået sponsorsamarbejde med benzinselskabet OK – et samarbejde der kan betyde investeringen af flere elevheste.

Hver dag kommer der mange og nyder godt af klubbens gode faciliteter, og der er både mulighed for opstaldning og undervisning på elevheste eller egen hest. Klubben tilbyder desuden diverse undervisningshold, herunder kan blandt andet nævnes deres ”trækkerhold” for børn samt deres ”onkelhold” og ”tantehold”, som er for henholdsvis mænd og kvinder.

– Et sponsorsamarbejde med OK vil betyde, at vi kan investere i nye elevheste. Lige nu har vi 10 elevheste, og de er ved at være gamle og skal snart skiftes ud, og det er jo altså bare dyrt. Så det er helt klart på elevheste, at pengene skal bruges, fortæller Anja Nørgaard fra Billund Sportsrideklub i en pressemeddelelse.

Så jo flere OK-kunder, der vælger at støtte Billund Sportsrideklub hver gang de tanker, jo flere penge lander der i rideklubbens kasse.