Herhjemme er den danske detailbranche i den grad hoppet med på det amerikanske fænomen, Black Friday – noget der i USA er årets absolutte største salgsdag i butikkerne. Men hos Beth Baun på Butikstorvet i Billund kommer indehaver Lisbeth Baungaard Gammelmark ikke til at hoppe med på den:
– I min branche køber vi en stor del af varerne forud for at få dem produceret så bæredygtigt og godt og ordentligt, som jeg vil have det. Den mængde varer, jeg har nu, er den mængde, jeg tror, jeg kan sælge og dem har jeg givet en pris for. Så kan jeg jo ikke sætte den voldsomt ned én dag om året, for jeg skal jo stadig tjene penge til husleje, løn, renter og nye gebyrer til dankortterminalen, forklarer Lisbeth Baungaard Gammelmark.
Hun har stor forståelse for, at der er større erhvervsdrivende, der kan give knaldtilbud på Black Friday, fordi de har indkøbt nedsatte varer specielt til det. Men sådan fungerer det bare ikke hos Beth Baun, hvis kvalitet, bæredygtighed og pris skal gå hånd i hånd.
Det betyder dog langt fra at der aldrig er penge at spare på varerne hos Beth Baun. Det kan bare lige så godt være en tirsdag i maj eller en lørdag i juli, at en vare sættes ned – og forbliver nedsat, indtil den er solgt.
– Når vi skal have skiftet varer ud i butikken, sætter vi resterne ned i pris. Vi har ikke stort udsalg i januar eller efteråret – det er løbende, siger Lisbeth Baungaard Gammelmark.
Hun fastslår, at hun som sådan ikke har noget imod Black Friday, for hun forstår godt at butikker med plads til varelager i god tid har bestilt varer hjem som de har fået til nedsat pris hos leverandørerne, som de så sælger videre billigt.
– Men hvorfor er det så kun én dag om året? Hvorfor sælger de dem ikke til den lave pris hver dag? Man kan jo ligeså godt sælge den gode vare når den er der. Og vi forbrugere bør jo ikke handle på noget der er billigt, men noget vi har brug for, lyder det fra Lisbeth Baungaard Gammelmark.
En undersøgelse som Pricerunner offentliggjorde for nyligt viser, at rigtig mange kæder sætter deres priser på varer løbende op gennem året, for så at sælge dem på Black Friday med en synlig rabat. Der er bare ikke mere at spare på produktet den fredag i slutningen af november, end man kunne i begyndelsen af året, viser analysen.