Bibliotekerne gentager læseposer to go-konceptet

Arkivfoto: Billund Photo


Det gik rigtig godt under forårets nedlukning, da Billund Bibliotekerne tilbød “læseposer to go” – et koncept hvor bibliotekarerne ud fra ens ønsker om genre, udvælger bøger for læserne.

Derfor gentages succesen, nu hvor smittetrykket stiger og vi anbefales at holde os for os selv.

Således kan man nu igen i bedste take-away-stil bestille en læsepose fyldt med romaner, lydbøger og faglitteratur. Læseposen bestilles online via bibliotekets hjemmeside. Her logger du ind med NemID og udfylder en formular med dine ønsker inden for kategorier som krimi, slægtsromaner, krig og fantasy. Tilbuddet er både til børn, unge og voksne.

Når bibliotekaren har pakket din læsepose, modtager du en sms med et afhentningsnummer. Læseposen kan afhentes i MAGION Biblioteket eller på Billund Bibliotek. Har du bestilt en læsepose og ikke selv kan afhente den, må et familiemedlem eller en nabo gerne hente den for dig. De skal blot oplyse afhentningsnummeret.

– Bibliotekerne kører med normale åbningstider og normal drift. Vi afholder fortsat arrangementer – dog med begrænset deltagerantal og selvfølgelig med god afstand. Vi tilbyder at pakke en læsepose til vores lånere som en ekstra service, da vi nu igen står i en situation med stigende smittetal. Det tager vi naturligvis alvorligt, og vi er særligt opmærksomme på de borgere, der ikke selv har mulighed for at komme på biblioteket. De kan nu bestille en pose med gode læseoplevelser, som kan afhentes af en bekendt eller et familiemedlem. Læseposerne er også et tilbud til de brugere, der søger ny inspiration, og har lyst til en ”lykkepose” med litteratur særligt udvalgt af bibliotekaren. Vi vasker og spritter hænder, før vi pakker læseposer, og vi overholder naturligvis alle sundhedsmyndighedernes anvisninger, lyder det fra Kim Nissen, der er teamleder for Billund Bibliotekerne.