BillundSkolen plantede skoleskov – formet som skolens eget logo


Om 50 år kan de tage deres børn og børnebørn med ud i den skov, de i dag har været med til at plante – de elever fra BillundSkolen der deltog i projekt Skoleskov på hjørnet af Ankelbovej og Kærhusvej.

Det hele begyndte med en ide hos Ralff Krogstrup, der er lærer på BillundSkolen om at plante en hel række træer. Den ide greb man hos kommunen, der stillede området til rådighed tæt på det boligområde der er ved at blive bygget i øjeblikket. En kontakt til Plat Et Træ-organisationen satte gang i en fundraising, så alle træerne, der blev plantet i dag, har været gratis for både skolen og kommunen.

Egentlig skulle hele herligheden have været fejret behøring med både borgmestertale og massevis af elever med skovle. Men også det har coronaen sat en stopper for. Så det bliver Billund kommunes Park & Vej-folk der udfører det mest af arbejdet, men i dag havde de god hjælp af flere hold af elever der gravede og plantede på skift, så de ikke var for mange samlet på ét sted.

Ifølge landskabsarkitekt Thomas Andersen er det gode gamle danske træsorter, der plantes i det store område, hvor en stjerneformet plads inden i midten friholdes for beplantning, så der måske engang med årene dannes et dejligt skyggested med plads til leg og afslapning.