Henved 100.000 hold verden over har dystet indtil nu i årets First LEGO League-konkurrence – og nu er 400 hold nået frem til finalerne. Blandt dem er en gruppe seje 10-årige fra Billund, der nu tager turen til Boston i USA for at repræsentere Danmark i finalen.
Super Duper Strawberries kalder holdet sig, og de er alene på grund af deres alder at betegne som underdogs. De fleste af de kvalificerede hold til det store finalestævne er deltagere mellem 14 og 16 år, men teamet fra Billund består altså af 10-årige, hvilket sætter deres præstation i perspektiv, samt det faktum at de er et af de helt få hold, som ikke har en skole eller institution bag sig.
Super Duper Strawberries fra Billund er et team bestående af 10 multinationale børn. De ti unge mennesker er 100 % hjemmetrænede, hvor de i deres fritid er mødtes udenfor skolen om eftermiddagen og i weekenderne for at træne, øve sig og have det sjovt sammen.
– Udover at vise færdigheder i at bygge og programmere en LEGO-robot har holdet vist meget stærke samarbejdsevner og holdånd. Dommerne til det nationale stævne fandt det unikt, at Super Duper Strawberries var så dedikerede til at lære STEM (Science, Technology, Engineering, Math) og at arbejde sammen som et hold. De var også imponerede over, hvor meget robotteknologi, bygning og kodning, de havde mestret i så ung en alder, lyder det fra en af forældrene til at guide de helt unge mennesker, Line Ebmark.