KG Hansen fortsætter sponsorat til GGIF

Selvom Grindsted GIFs førsteholdsherrer ligger og roder rundt ned i bunden af ligaen, så er opbakningen fra lokalsamfundet intakt. Publikum og fans bakker helhjertet op om oprykkerne, og erhvervslivet følger trop.

Således har KG Hansen givet melding om at de i næste sæson fastholder deres sponsorat, uanset om klubben spiller i 1. division eller i håndboldligaen.

– Vi har været med på GGIF Håndbolds rejse, de sidste 4 år som hovedsponsor, og er stolte af det som klubben har opnået. Ikke bare på håndboldbanen, men også den positive, afsmittende effekt med at samle byen og ikke mindst være et stort aktivt idrætstilbud for byens børn. Håndboldklubben har øget fællesskabet for børn og voksne og sat Grindsted endnu mere på Danmarkskortet. Det matcher KG Hansen, der er en lokal virksomhed, som går op i fællesskab, Grindsteds positive udvikling og naturligvis eksponering, siger direktør Anders Borg-Hansen i en pressemeddelelse.

Og hos GGIFs sponsorudvalg giver meldingen fra KG Hansen ro:

– KG Hansen har været en af grundpillerne i klubbens rejse fra serie 1 til håndboldligaen og vi er utrolig stolte over at KG Hansen igen går forrest og støtter op omkring klubben. Det giver ro på ledelsesgangen, at vores sponsorer i den grad støtter op omkring os, siger Michael Steen-Andersen fra sponsorudvalget.