Billund Erhverv åbner dørene for alle lokale idémagere torsdag den 2. oktober kl. 16.30–19.30 på Kløvermarken 35 i Billund. Her kan borgere med en spirende opfindelse – stor som lille – få kvalificeret sparring fra Opfinderrådgivningen, Opfind.nu, og konkrete råd til, hvordan idéen kan blive til virkelighed.
– Når vi deler vores gode ideer med andre, får de mere liv og mere potentiale. Med opfinderaftenen får borgerne et unikt tilbud om at få kvalificeret sparring og måske tage det første skridt mod at skabe en lokal succes – og måske endda en global en af slagsen, siger Marie Skov Lillelund, direktør i Billund Erhverv.
Arrangementet er åbent for alle borgere i Billund Kommune – uanset hvor langt man er med sin idé.
– Når du kommer til opfinderaften hos os, behøver du ikke at have en færdig plan med din idé – men du skal bare have en nysgerrighed og lyst til at undersøge mulighederne, tilføjer Marie Skov Lillelund.
Efter oplæggene kan deltagere booke fortrolig 1:1-sparring med en erfaren opfinderrådgiver. Aftenen byder desuden på lækker forplejning, input fra konsulenter fra Opfinderrådgivningen, møde med en konsulent fra Patent- og Varemærkestyrelsen samt en lokal opfinder.
Borgmester Stephanie Storbank glæder sig over initiativet:
– Billund Kommune er fyldt med kreative mennesker, som hver dag finder på løsninger, store som små, der kan gøre en forskel. Derfor er jeg glad for, at vi her sætter fokus på den gode idé og kan støtte vores borgere til at komme videre med deres opfindelser, siger borgmesteren.
Opfinderrådgivningen er en gratis og uvildig rådgivning drevet af Teknologisk Institut. Konsulenterne hjælper både privatpersoner og virksomheder med at udvikle, beskytte og kommercialisere idéer.


