Arbejdet med at gøre Billund Idrætscenter til en selvejende institution er nu gået ind i en ny fase. Foreningen bag centeret har konstitueret sin bestyrelse og er i gang med de første vigtige forberedelser til overgangen fra kommunalt ejerskab.
Bestyrelsen har fordelt posterne med Jens Woeste som formand, Michael Truelsen som næstformand og Brian Due som kasserer. Derudover består bestyrelsen af Hanne Boeriis, Mona Nielsen, Elke Skytte og Peter Fredensborg.
Det første store fokusområde er at få styr på de økonomiske og driftsmæssige rammer, inden centeret kan overgå fra Billund Kommune til den nye konstruktion. Samtidig skal en overdragelsesaftale forhandles på plads.
– En forudsætning for den videre proces er som minimum at kunne håndtere driften af centeret, når denne overgår fra kommunen, da drift foregår lidt anderledes i kommunalt end i privat regi, siger formand Jens Woeste.
Han understreger samtidig, at bestyrelsen går til opgaven med stor respekt.
– Det er helt afgørende med en daglig drift i balance, før vi kan komme videre med alle de spændende tiltag, der skal være med til at fremtidssikre idrætscentrets drift og videreudvikling, siger han.
Ifølge bestyrelsen bliver fremtidige udviklingsprojekter i høj grad afhængige af opbakning fra virksomheder, fonde og lokalsamfundet. Samtidig hentes der inspiration i den helhedsplan, som kommunen tidligere har fået udarbejdet for idrætscentret.
Målet er ifølge Jens Woeste helt klart: at skabe et bæredygtigt og stærkt lokalt forankret idrætscenter med gode udviklingsmuligheder – til gavn for både foreninger, brugere og hele Billund.


