Billund Lufthavn går til EU: Mener Aarhus Airport får unfair hjælp

Billund Lufthavn har nu sendt en officiel klage til EU-Kommissionen over en række støtteordninger til Aarhus Airport.

Billund Lufthavn mener, at offentlig støtte i form af blandt andet kommunale pengeindsprøjtninger, lån, garantier og statslige aftaler kan være med til at skævvride konkurrencen mellem de to jyske lufthavne.

Ifølge Billund konkurrerer lufthavnene direkte om både passagerer, ruter og flyselskaber, og derfor skal konkurrencen foregå på lige vilkår.

– Det er ikke Billund Lufthavn, der skal afgøre, om reglerne er overholdt. Det er EU-Kommissionens opgave. Vores ønske er, at der kommer klarhed om rammerne fremadrettet, siger bestyrelsesformand Morten Hansen.

Sagen kan få betydning langt ud over de to lufthavne.

EU-Kommissionen skal nu vurdere, om støtten til Aarhus Airport er lovlig efter EU’s statsstøtteregler og hvor langt offentlige ejere fremover må gå for at holde liv i regionale lufthavne.