Billund Lufthavn søger kasseassistenter til Taxfree Shop

Vil du være med til at yde imødekommende og professionel service og gøre de rejsendes besøg i Billund Lufthavn til en god oplevelse?

Til midlertidige ansættelser søger vi engagerede og servicemindede kasseassistenter til vores Taxfree Shop. Du bliver en vigtig del af teamet, der hver dag arbejder for at give vores gæster en inspirerende og professionel shoppingoplevelse.

Om jobbet

Dine primære opgaver vil være kassebetjening, hvor du sikrer en jævn kundestrøm mellem kasserne. Derudover forventes det, at du yder en imødekommende og positiv kundeservice, arbejder aktivt med mersalg og sikrer, at gældende toldregler overholdes.

Derudover vil jobbet omfatte lettere opfyldning af varer samt oprydning, så området altid fremstår indbydende og præsentabelt.

Vi forestiller os, at du:

•    Brænder for at give gæsterne en professionel og god service
•    Er positiv, udadvendt og har let ved at tale med mange forskellige mennesker
•    Har erfaring med salg – gerne fra detail – og er naturligt serviceminded
•    Tager ansvar for, at vores gæster altid får en god oplevelse
•    Tager initiativ til at optimere både salg og service
•    Kan bevare overblikket når der er travlt
•    Er fleksibel og trives med skiftende arbejdstider
•    Behersker dansk og engelsk på et godt niveau

Om afdelingen
Shopping er en del af Sales og består af fire butikker: Taxfree Shop, WHSmith (kiosken), LEGO-butikken og Bestseller-butikken. Fælles for dem alle er, at vi har salg og den gode gæsteoplevelse i fokus. Hos os bliver du en del af et stærkt salgsteam på ca. 70 medarbejdere, fordelt på de fire butikker

Ansættelse
Stillingerne er midlertidige med udløb ultimo oktober 2026. Opstart efter aftale.

Ugentlig arbejdstid
Vi søger medarbejdere på forskelligt timetal, fra 15 til 35 timer i gennemsnit pr. uge.

Vil du med på holdet?
Så send os din ansøgning og CV hurtigst muligt via linket nederst på denne side. Vi evaluerer ansøgningerne løbende.

Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte Sales Manager Torben Ahlburg på tah@bll.dk

Vi ser frem til at modtage dit cv og din motiverede ansøgning.