Fra begyndelsen af september kan der dukke grønt vand op i Billund og Vandel. Og gør der det, vil Billund Varme gerne vide det. Varmeværket oplever nemlig et stort vandtab på fjernvarmenettet, og noget tyder på, at vandet forsvinder gennem flere utætheder.
Nu sættes en meget synlig jagt ind.
Fra mandag i uge 36 tilsætter Billund Varme et grønt sporstof til fjernvarmevandet. Farven skal hjælpe med at afsløre, hvor vandet slipper ud.
Det betyder også, at borgere og virksomheder kan opleve grønt vand, hvis der er en fejl i deres egen fjernvarmeinstallation.
– Hvis man pludselig opdager grønt vand, skal man ikke blive forskrækket. Farven er netop tilsat, fordi den kan hjælpe os med at finde den lækage, vi leder efter. Så grønt vand er faktisk et rigtig godt spor for os, og derfor vil vi meget gerne høre om det, siger direktør i Billund Varme, Jens Enevoldsen.
Selve det grønne farvestof er ifølge Billund Varme harmløst og ugiftigt. Men det betyder ikke, at fjernvarmevandet skal bruges som almindeligt vand. Fjernvarmevandet indeholder kemikalier og skal derfor hverken bruges i husholdningen eller ende i naturen.
Opdager man som forbruger grønt vand i sin ejendom, kan det være tegn på en utæthed i fjernvarmeinstallationen. Her skal man kontakte en VVS-installatør. Billund Varme har samlet en liste over lokale VVS’ere på sin hjemmeside.
Og det er ikke kun inden døre, der skal holdes øje.
– Vi har brug for borgernes øjne. Hvis det grønne vand dukker op i landskabet, er det vigtigt, at man reagerer, for det kan være lige præcis den oplysning, der gør, at vi finder problemet. Men der er ingen grund til at gå i alarmberedskab. Kontakt os gerne i vores normale åbningstid, siger Jens Enevoldsen.
Jagten på utæthederne begynder mandag i uge 36 og gælder både Billund og Vandel.


