Et næsten 30 år gammelt stykke LEGOLAND-historie kan nu ende hjemme hos en LEGO-entusiast. For første gang nogensinde sætter LEGOLAND Billund nemlig en original model fra Miniland på auktion. Det er Kongeskibet Dannebrog, som har været en del af parken siden 1998.
Den gamle udgave er blevet til overs, efter LEGOLAND denne sommer åbnede et nyt område i Miniland med Københavns Havn – og samtidig byggede et markant større kongeskib.
25.000 klodser og 17,5 kilo
Den Dannebrog-model, der nu skal under hammeren hos Bruun Rasmussen, er bygget af omkring 25.000 LEGO-klodser. Den er knap to meter lang, 28 centimeter bred og vejer 17,5 kilo.
Efter næsten tre årtier under åben himmel i Billund bærer modellen naturligt nok præg af årene.
– Det er klart, at det har fået lidt patina gennem årene, men jeg synes faktisk, det er imponerende, hvor godt sådan nogle LEGO-klodser holder – også her næsten 30 år senere, siger Jan Mouritzen, leder af modelafdelingen i LEGOLAND.
Den nye udgave af Kongeskibet Dannebrog, som siden 1. juli har kunnet ses i Miniland, er til sammenligning bygget af hele 225.000 klodser.
Kan ende i en privat stue
Ifølge LEGOLAND har flere LEGO-entusiaster spurgt efter en byggevejledning til det nye kongeskib. Den får de ikke – men nu er der altså mulighed for at købe forgængeren.
– Måske en af de mange, der har ønsket det, kunne have lyst til at få den originale model hjem i stuen i stedet, siger Jan Mouritzen.
Auktionen begynder onsdag den 2. september og løber frem til 16. september. Hele beløbet fra salget går til et velgørende formål, som først bliver offentliggjort, når auktionen er afsluttet.


