Billund viste sin berettigelse på trav-landkortet

Storfavoritten Winston Sisa med sin træner Jan Dahlgaard havde ikke problemer med at vinde ”Dahls Flagfabrik A/S’ Grand Circle 4-års Championat” søndag eftermiddag på Billund Trav. Foto: Billund Trav


Rigtig mange gæster fandt i går vej til Billund Trav, der bød på et godt og spændende program – blandt andet med derbyvinder Winston Sisa. De mange gæster sammenholdt med spil fra de nordiske lande, gjorde at omsætningen også fulgte med til tops.

– Totalomsætningen stoppede ved 1.791.000 kr. og på banen blev der spillet 227.000 kr. Sammenholdt med sidste års baneomsætning på samme dag, som var 120.000 kr. var der virkelig tale om en markant fremgang, der endnu en gang bevidner Billund Travs berettigelse på det sportslige landkort, lyder det her dagen derpå fra travdirektør, Christian Hundebøl.

Søndagen blev dermed en god reklame for Billund Travbane, hvis skæbne endnu ikke er afgjort.

– Vi har haft en god dialog med kulturminister Bertel Haarder, og med Hestesportens Finansieringsfond, som tager endelig stilling til fremtiden i slutning af denne måned. Men det er klart, at sådan en god søndag her, med masser af publikum og god omsætning, bestemt er god reklame for vores bane og for sporten som helhed, siger Christian Hundebøl.

Han kan allerede nu se, at der er god opbakning til løbene i Billund resten af året.

– Der er rigtig mange der allerede nu har booket plads til de resterende løb i år, siger travdirektøren.